Smagsprøver


Fra bogens indhold...


Af Kjeld Koplev


Jeg hilser på Roald Als hver dag. Sommetider endda flere gange om dagen. Med alderen bliver det givet endnu hyppigere.


Der er også ret mange af mine gæster, der styrter op for at se til Roald så såre de har fået smidt overtøjet. Og i løbet af en glad aften ser de til ham indtil flere gange. I begyndelsen var de længe om at vende tilbage til selskabet. Mødet med ham tog tid. Der var så meget at lægge mærke til og tage stilling til. Men med tiden er der tale om et kært gensyn og et kort og kærligt goddag.


Ophængningen af hans tegninger gør, at aftrædelsesrummet ofte bliver blokeret lidt for længe af gangen. Gæsterne falder i staver over Roalds mange geniale udfald. Men det er bestemt en glæde, det er værd at leve med.


Toiletter er ellers ret så kedelige. Men ikke vores der er spækket med Roalds tegninger. I april, når han bliver 70, vil jeg hænge et flag op på cisternen, og på selve dagen råbe et stille hurra for en mand, der stædigt fortsætter kampen.

Af Gorm Vølver

Klokken er 9.05. Det er en lørdag/søndag morgen. Mobilen ringer.

”Ja, jeg skal jo lave dagens tegning til i morgen. Tegnere har aldrig fri”.

”Og åbenbart heller ikke tegnernes kolleger”.

”Hold nu kæft, Gorm, du ligger bare der og feder den oppe i whiskybæltet, imens vi andre må knokle for at skabe et bedre samfund. Læg i øvrigt mærke til, hvor hensynsfuld jeg er. Jeg ved jo, at du godt kan lide at sove længe i weekenderne”.

”Ja, og jeg er dybt taknemmelig for, at du ikke længere ringer klokken 8 lørdag eller søndag morgen, men trækker den helt til klokken 9”.

”Sådan er vi tegnere så hensynsfulde. Nå, men jeg er lidt på røven. Jeg skal lave dagens tegning til i morgen, og jeg har en idé, jeg vil høre, hvad du synes om: Mette Frederiksen og Thulesen Dahl ligger og boller, og der ligger en lort under sengen, og så stikker Anker Jørgensen hovedet indenfor i værelset og siger ’Fyhhh!’”.

”Men Anker er jo død”.

”Ja, det ved jeg sgu godt, men han var den sidste ordentlige socialdemokrat, og han ville aldrig være gået med til det, Mette Frederiksen har gang i for øjeblikket”.

”Men jeg tror, man vil undre sig over, at Anker pludselig er opstået fra de døde. Og hvorfor skal der ligge en lort under sengen?”.


Find svaret på lorten i  bogen...............


Af Ole Rasmussen

”Hvad er det, han hedder, ham der negeren ovre i USA?”, spurgte Roald mig engang for mange år siden.

”Colin Powell?”, svarede jeg.

”Nå ja!”, udbrød Roald.

Den slags samtaler kan man kun have, hvis man har opnået en vis rutine i at gætte, hvad modparten famler efter – og det havde jeg allerede dengang, da Roald heller ikke kunne huske navne og jævnligt havde brug for at tegne George W. Bush’s udenrigsminister (men sjældent andre sorte).

Her skal lige indskydes, at Håndtegneren ikke bruger ordet ’neger’ i nogen nedsættende betydning. Han er jo 70 år, så det falder ham helt naturligt at bruge N-ordet. Som dengang, Kenneth Plummer klagede over, at Roald havde tegnet ham som den borgerlige regerings lænkehund, hvilket DR’s daværende generalsekretær fandt stødende, fordi han nedstammede fra slaver.

Roald var helt paf over henvendelsen fra Plummer:

”Jeg vidste slet ikke, at han var neger! Jeg troede, han var grønlænder!”

Men altså, navnene, de er og bliver ikke Roalds spidskompetence. Dog kan man komme langt i sine bestræbelser på at forstå ham, hvis man ved, at de fleste af hans referencer stammer fra 1970’erne. Så når Håndtegneren taler om ’McGovern’ (demokratisk præsidentkandidat i 1972), mener han ’McCain’ (republikansk præsidentkandidat i 2000). Og ’Lars Trier Mørch’ er den nutidige politiske kommentator Lars Trier Mogensen tilsat et skvæt Dea Trier Mørch, forfatteren og kunstneren fra de glade halvfjerdsere.

Pludselig er det ikke helt så svært at gætte, hvem Roald taler om, men for alle tilfældes skyld er her en lille guide, sammensat af navne, som Håndtegneren har famlet efter i tidens løb, og som jeg har fundet værd at notere på en liste. Jeg har aldrig rigtig fået fortalt kilden selv om eksistensen af det pågældende dokument, men nu kan det ikke holdes hemmeligt længere.


Læs guiden i bogen...


Af Uffe Ellemann-Jensen

Roald Als indtager en hædersplads på væggen hjemme. Det irriterede ham vistnok grænseløst, i det mindste indtil vi delte et par øl ved et Folkemøde på Bornholm, og begge fandt ud af, at den anden ikke var så utålelig endda… Men man skal jo være forsigtig med at bløde op på Roalds indgroede verdensbillede, for det kunne jo gå ud over det, der er hans styrke: Biddet i satiretegningen. Og når man nu lægger al sin sjæl og retfærdige indignation i dét bid, så må det være næsten ubærligt, hvis den, han bider, ser ud til at more sig over det.


For sådan er det jo, som en kendt dansk EU-kommissær plejer at formulere sig: Roalds ofre føler hans galde som et adelsmærke. Det ved jeg fra mine børn, som begge følte, at de først var rykket op i de politiske grader, da de var blevet spiddet af Roalds pen.


Roald har forsøgt at rette op på sin uønskede popularitet blandt ofrene ved at indføre prisdifferentiering, når de flokkes for at købe hans billeder: Prisen fastsættes efter, hvor man opgiver at have stemt ved sidste folketingsvalg. Og gæt selv, hvem der får lov til at punge ud, og hvem der får det til spotpris… Det må være hans økonom-uddannede rådgiver, der sat den ide i hovedet på ham. Og det må også holde galden sydende, når nogen skamløst fornægter deres politiske tro for at få et billede lidt billigere, sådan som det skal være hændt – ifølge Roald. Dog ikke blandt Venstrefolk, må han modstræbende indrømme.


Læs resten af Uffe Ellemann-Jensens beretning i bogen

Copyright  ©  All Rights Reserved

Kontakt  -  Hubertus c/o Bernt Hubert, Lærkevej 27, 4000 Roskilde  -  Mobil +45 5052 1901  -  bernthubert@youmail.dk - CVR 39 82 87 82